Konsulent til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling

Folkekirkens Nødhjælp søger en konsulent, som kan hverve frivillige og lave aktiviteter, der skaber engagement i vores landsdækkende Sogneindsamling 2025. 

Ved du, hvad der skal til for at rekruttere, fastholde og motivere frivillige, og kan du engagere unge i globale dagsordener? Så er det måske dig, vi står og mangler som vores barselsvikar. 

Folkekirkens Nødhjælp engagerer over 10.000 frivillige indsamlingsledere og indsamlere i vores årlige Sogneindsamling. De frivillige er en helt central del af vores indsamling, og det bliver din opgave sammen med resten af teamet at hverve, hjælpe og motivere indsamlingsledere gennem opkald og møder. Derudover skal du stå for kommunikationen til indsamlingslederne bl.a. via nyhedsbreve. Sidst men ikke mindst skal du stå i spidsen for vores #TagDel-kampagne – en foredragsturné, hvor unge, der har besøgt Folkekirkens Nødhjælps projekter, når ud til ca. 10.000 unge med deres fortællinger. Du skal klæde de unge på til at holde oplæg rundt om i Danmark og være ambassadører for vores arbejde og Sogneindsamlingen. 

Dine arbejdsopgaver

  • Hverve frivillige indsamlingsledere gennem opkald og møder
  • Skrive nyhedsbreve, Facebook-opslag og anden kommunikation til de frivillige
  • Afholde indsamlingsmøder som optakt til indsamlingen
  • Afvikle #TagDel-kampagnen bl.a. planlægge besøg, hjælpe de unge med deres foredrag, afvikle forberedelsesweekend og sørge for det praktiske i afviklingen
  • Færdigudvikle undervisningsmateriale som en del af #TagDel-universet til præster og frivillige ledere

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med frivilligt arbejde fra en lignende organisation
  • Ikke er bange for at gribe telefonen for at hverve frivillige og er god til at tale med mange forskellige slags mennesker
  • Er serviceminded og har lyst til at hjælpe frivillige med stort og småt
  • Forstår og gerne har kendskab til vores kirkelige bagland 
  • Skriver fængende og har erfaring med at producere kommunikation fx nyhedsbreve eller SoMe-opslag 
  • Er vant til at holde oplæg/workshops og kan få folk med dig samt lære fra dig 
  • Arbejder selvstændigt med dine opgaver samtidig med at du er god til at samarbejde og skabe relationer

Vi tilbyder

Du bliver en del af gruppen ’Partnerskaber og frivillighed’ på 8 medarbejdere, som varetager relationen til vores folkelige og kirkelige samarbejdspartnere og frivillige. Gruppen er en del af Engagementsafdelingen, som arbejder med at engagere danskerne bredt. Du får et meningsfuldt job hos en af Danmarks største humanitære organisationer, og du bliver en del af en afdeling med engagerede kollegaer i et uformelt miljø.

Stillingen er et barselsvikariat på 37 timer om ugen fra d. 21. oktober 2024 – 11. april. Aflønning følger gældende overenskomst. Vi har flekstid, frokostordning og en god pensionsordning.

Ansættelsesstedet er Folkekirkens Nødhjælps hovedkontor i København, men der kan forventes nogen rejseaktivitet i Danmark.

Ansøgning og kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Chef for partnerskaber og frivillighed, Ane Kolby Kristiansen på tlf. 81 88 86 09 (dog ikke i uge 28 og 29 grundet ferie).

Vi modtager kun ansøgninger gennem vores online rekrutteringssystem. Du bedes uploade din motiverede ansøgning og CV senest d. 15. august. Vi forventer at afholde samtaler d. 23. august.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, seksuel orientering, funktionsnedsættelse eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Folkekirkens Nødhjælp udfører et anti-terror check som en del af rekrutteringsprocessen. Det er en forudsætning for ansættelsen at du kan bestå dette check og opretholde denne status i løbet af din ansættelse. Ved at ansøge om et job i Folkekirkens Nødhjælp accepterer du at overholde vores adfærdskodeks samt politikker for forebyggelse af seksuel udnyttelse, misbrug og chikane samt beskyttelse af børn.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Ane Kolby Kristiansen Head of Partnerships and Volunteering
Arbejdssted: Copenhagen
Folkekirkens Nødhjælp
Meldahlsgade 3, 3.&4. sal
33152800
mail@dca.dk